
Grøn omstilling
Mød en klimapartner
Det både er sund fornuft og godt for forretningen at investere i den grønne omstilling.
Mogens Brusgaard, CEO hos Wexøe og formand for Furesø Industri
Wexøe A/S beskæftiger 70 medarbejdere, og udvikler og leverer specialløsninger og rådgiver inden for elektriske installationer, automatisering, stærkstrøm og datainstallationer.
”Det har altid ligget i vores DNA at være en socialt ansvarlig virksomhed. Men på et strategiseminar for 5 år siden blev det meget tydeligt for mig, at her ligger engagementet hos medarbejderne også. De vil være i en virksomhed, der tager samfundsansvaret alvorligt og handler på det. Der begyndte vi for alvor den grønne tænkning,” fortæller Mogens Brusgaard, og nævner, at han lige har ansat to sælgere, der kun ville have jobbet, hvis arbejdsbilen var elektrisk.
Alle er involveret
Et meget godt billede på, at den grønne profil betyder meget for den fremtidige rekruttering. Derfor er alle medarbejdere i Wexøe A/S også involveret.
”Vores formand for bestyrelsen har sammen med mig og flere nøglemedarbejdere i Wexøe A/S gennemført en Mini-MBA i bæredygtighed for at få et bedre indblik i området. Efterfølgende har jeg sammen med vores HR-medarbejder kørt interne forløb, hvor vi har givet den viden videre til vores kolleger, så vi har samme udgangspunkt og forståelse, siger Mogens Brusgaard og understreger samtidig, at ledelsen skal gå forrest.
Udover Klimapartner deltager alle i lederteamet i relevante branchenetværk for at få ny viden og indsigt samt dele erfaringer.
En del af budgettet
Wexøes tidlige fokus på den grønne omstilling, hjælper dem nu, hvor frivilligheden snart afløses af meget konkrete krav fra både lovgivning, kunder og den finansielle sektor. Allerede fra næste år rammer en række grønne krav fra EU de børsnoterede virksomheder. De skal blandt andet kunne dokumentere CO2-belastningen af deres produkter. Det betyder, at kravene kommer til at dryppe ned på alle underleverandører i værdikæden. Hvis du som virksomhed vil levere til de store virksomheder, vil du derfor snart blive mødt af krav om CO2-dokumentation.
”Som virksomhed er du nødt til at tænke den grønne omstilling ind i dit budget på samme måde som andre udgifter. Det koster noget, men det kommer til at koste mere at lade være. For os betyder det også, at vi vinder sager, fordi vi performer godt på den grønne omstilling. Snart er det bare et vilkår, hvis du vil forblive konkurrencedygtig,” konstaterer Mogens Brusgaard.
Bedste råd til virksomheder, der skal i gang:
- Indstil dig på, at du er nødt til at investere tid til at sætte dig ind i tingene.
- Deltag i Furesø Klimapartner og andre netværk i din branche for at få viden, indsigt og inspiration.
- Tag fat i Erhvervshus Hovedstaden og benyt deres gratis vejledning til at komme i gang.