Klauke_garant

Wexøe og Garant Udlejning indgår samarbejde

Pressemeddelselse

Wexøe er blevet materielejer i det såkaldte Nethire Community, som er en udlejningsplatform, hvor kunder kan leje udstyr og materiel inden for byggebranchen. Nethires søsterselskab Garant Udlejning kommer, som forvalter til at stå for den daglige udlejning gennem Nethire Community som tæller mere end 100 udlejningsforretninger på landsplan. Wexøes produkter bliver dermed eksponeret for mere end 25.000 brugere på landsplan.

Wexøe og Garant Udlejning har netop indgået en aftale der betyder, at Wexøe stiller en lang række produkter som presværktøj, presbakker og spændingstestere til rådighed via det såkaldte Nethire Community, som er et udlejningssystem i byggebranchen bygget på deleøkonomiske principper. Garant Udlejning, som har næsten 30 års erfaring med udlejning af specialværktøj til byggebranchen og håndværkere, kommer til at forvalte, servicere og ikke mindst udleje Wexøes produkter.

– Wexøe har gennem flere år udlejet værktøj, men manglede en platform til håndtering af denne professionelle service. Det mener vi, at Garant kan tilbyde på grund af deres mange års erfaring og kendskabet til de behov i markedet, som vi også ser, fortæller divisions- og marketingchef i Wexøe Peter Harrig Nielsen.

Tankegangen for Wexøe i at sætte yderligere fokus på udlejningsmarkedet er, at det skal være med til at nedbringe virksomheders og kunders indkøb af værktøj, som måske ikke er nødvendigt. Ganske enkelt at få værktøj og udstyr gennem udlejning til at køre længere på literen for på den måde at nedbringe overproduktionen af værktøj ud fra en deleøkonomisk tankegang.

– Wexøe har længe støttet cirkulær økonomi og bæredygtige forretningsmodeller, og udlejning af værktøj/udstyr appellerer netop til den bæredygtige og socialt ansvarlige mentalitet. Og så vil Wexøe gerne være med til at sætte asset management på dagsordenen hos mange af vores kunder for netop at opnå fuld udnyttelse af deres investeringer, lyder det fra Peter Harrig Nielsen.

nethire Klauke presseværktøj

Landsdækkende levering

Garant Udlejning er som nævnt en del af Nethire Community, der er et fællesskab med mere end 100 udlejningsforretninger i hele Danmark. Med den nye materielejer-aftale bliver Wexøes produkter eksponeret for mere end 25.000 potentielle lejekunder, og Garant Udlejning har mulighed for at levere produkterne inden for en time i Storkøbenhavn og yder derudover landsdækkende leveringsservice. Indkøbschef i Garant Udlejning Mark Salskov er glad for den nye aftale med Wexøe.

– Vi leder altid efter nye og interessante produkter, som kan være med til at gøre os endnu mere attraktiv over for kunderne og vælge os som den fortrukne udlejningspartner. Wexøe fører nogle af markedets stærkeste produkter, som rammer lige ned i vores målgruppe inden for VVS- og El og Teknik-branchen, så derfor er det helt naturligt for os at arbejde endnu tættere sammen med Wexøe, forklarer Mark Salskov.

Aftalen mellem Wexøe og Garant Udlejning er allerede effektueret, og for Peter Harrig Nielsen er succeskriteriet med den nye materielejer-aftale klar.

– At sikre vore kunder en god oplevelse med vores kvalitetsprodukter, men også synliggøre værdien af fuld udnyttelse af et stykke værktøj. Hvis man bruger værktøjet et par gange årligt, er tanken om deleøkonomi attraktiv, samtidig med at vi sikrer, at værktøjet altid er testet og klar til brug, forklarer han afslutningsvis.

Kontakt for yderligere oplysninger:

 

Peter Harrig Nielsen
Divisions- og marketingchef Wexøe

Telefon +45 25 50 66 20

Mail: Phn@wexoe.dk

Mark Salskov
Indkøbschef Garant Udlejning

Telefon: +45 60 43 35 42

Mail: Mark@garant.dk